Det er flere måneder siden nu. Man burde egentlig have glemt det, eller fortrængt det på en eller anden måde, for det har ikke nogen betydning, det kan det ikke have, og det kan det heller ikke få, for det passer ikke ind i noget som helst. Det er urimeligt, gådefuldt, åndssvagt at slæbe rundt med i sig. Også egentlig at skrive om, Man læsser det over på andre. Skrive sig fri af det, skrive sig igennem det, skrive sig igennem noget som helst, rend mig. Så meget generer det heller ikke at have oplevet det. ‘Oplevet det’, det er forkert, sådan noget kan man ikke opleve, ‘set det’ er bedre. Det røg lige op i øjenene på mig før jeg kunne nå at afværge det, det det satte sig fast et eller andet sted, hvor jeg ikke kan nå hen med bevidsthedens viskelæder.

Nu sidder jeg og pirrer lidt til det med nogen ord. Også forkert: Jeg sidder og skriver nogen ord på det, fedter det ind, skriver det godt til, udtrykker det. Det hjælper ikke. Hvad skulle det hjælpe på?

At en eller anden grund havde jeg fået den idé, at jeg ville vandre gennem Nationalpark Thy. Det var ferie, jeg havde fri. Jeg startede lige efter morgenmaden. Forlod det hvide bord under den blafrende parasol og nåede hurtigt ind i en flad kage af en skov af den slags Jylland har mange af. Træerne kommer ligesom ikke nogen vegne opad, de breder sig ubestemt i en bestemt højde, tvivlrådige, som om de har tabt lysten eller identiteten. Måske de bare har glemt hvordan træer ser ud. Hvor skulle de vide det fra?

Lyset virkede sært under det ensformigt grønne låg. Trækronerne flade og under dem ingenting, langt ned til skovbunden, nøgent, ingen buskvegetationer var trængt op i det lysegrønne rum der flimrede med insekter og lange hængende ranker af kaprifolium.