Forladte steder: Roadtrip #I

Det første i en forhåbentlig lang række af roadtrips med Bo. Søndag den 24. november mødtes vi ved motorvejsafkørsel nummer 43. Derfra få kilometer til første sted: en forladt staldbygning, som var til salg, men vel var usælgelig. Flot udsigt, men motorvejen drønede forbi 100 meter væk. Et gennemrodet værksted, en stald som har huset køer, en malkemaskine, en sæt havestole, et kuldsejlet drivhus.

Derfra kørte vi til Ølst for at se den skridende jordkatastrofe, men der var ikke så meget at se, så vi kørte videre ud på Djursland, Uggelhuse, ned langs Randers Fjord, op mod Floes. Og der et forladt stuehus med store tilhørende staldbygninger. Døren stod åben, tapetet i entreen blomstret, loftet ved at give efter, en afdanket Monet, en fryser og to komfurer, en trappe op til loftet, et karlekammer, hvor tapetet havde løsnet sig. Et stort hus, som engang har været fuldt af mennesker. Nu er huset helt forladt og har været det i en rum tid.

1875 - vil jeg skyde på. Altså netop fyldt 150 år. Hvor mange er der tilbage..

Fra Floes ud på den lille halvø af Djursland, som rækker op mod Randers Fjord. Ørsted, gennem Kare og ud til mit elskede hus på Fjordvej 1. Det kunne jeg godt tænke mig at eje. Forbi et andet forladt hus, men døren var blevet sømmet fast, så der var ikke længere adgang. Ud mod færgen ved Udbyhøj Syd. Tilbage i sydlig retning, Holbæk. Forladt hus til salg. Døren var åben. Huset var ved at falde fra hinanden.

Der havde boet børn engang. Hvilket i sig selv var ret hjerteskærende. Et vindue forsøgt lappet med PU-skum. Forgæves. Døde fluer. Fundamentet under en del af huset havde givet efter, så der var åben luft i selve væggen inde i stuen. En lang revne på måske 10 centimeter med åben luft. Der var vand i hanen.

Skorstenfejeren havde været forbi få dage før vores besøg. Det giver ingen mening, kun absurd.

Jeg tror, vi var afsted 5-6 timer. Det føltes af meget mere. Vi skal afsted igen snart.

– Læs mere –

Relateret

Et år på russisk

På Duolingo har jeg det seneste år lært mig russisk. Indtil videre (10. december) har jeg i 122 dage dagligt brugt kortere eller længere tid